Det startede som et oprør mod tidens pædagogiske tendenser, og endte for dem alle med at blive en livslang dedikation til musikpædagogikken. Jytte Rahbek Schmidt, Bernhard Christensen og Astrid Gøssel havde allesammen en opvækst med klaver i hjemmet, og med adgang til musik på den ene eller den anden måde. Der var stor forskel på det hjem de kom fra, men de blev alle drevet ind i musikken igennem deres interesse, og det var først da de var i musikken at interessen for det musikpædagogiske arbejde opstod.

Jytte Rahbek Schmidt var den yngste af de tre. Hun nåede i sin opvækst at opleve den nye frie pædagogiske tænkning som var med til at starte Astrid Gøssel og Bernhard Christensens arbejde med musikpædagogikken, og senere oplevede hun selv deres musik og idéer som elev. Hun blev med andre ord formet af deres tanker og idéer, og da hun tog kurset ved Astrid Gøssel, kunne hun på første hånd få en forståelse for den musikpædagogik hun selv skulle være med til at udvikle.

Den pædagogiske tænkning som lå til grund for deres arbejde, var en del af en reformpædagogisk strøm, der havde sin base blandt datidens kulturradikale. Det var de samme personer der lavede musikken, startede skolerne og skrev om og videreudviklede idéerne. De stod sammen med deres kritik af datidens system, og samledes om at udvikle deres idéer.

Astrid Gøssel var den der først var på banen med den musikpædagogiske tænkning, og det var igennem jazzen at Bernhard Christensen indledte sit samarbejde med hende. Sammen havde de en stor ambition om at undersøge forbindelsen imellem krop og musikalsk udøvelse der var repræsenteret i den ikke-europæiske musik. De havde begge en stor interesse for og forkærlighed for improvisationen, og børnenes evne til selv at skabe noget der kunne fastholdes var et hovedpunkt mest hos Astrid Gøssel. Sammen med andre kulturradikale samledes Astrid Gøssel og Bernhard Christensen for at diskutere deres observationer og idéer omkring musikpædagogikken. Det handlede om at dyrke musikken inden for børnenes praktiske kunnen, og for at styrke deres stadige sammenhæng imellem musik og krop.

I krigstiden under 2. verdenskrig oplevede man at det mest handlede om at overleve. Det var svært at holde gang i undervisningen, og interessen for udvikling blev overskygget af behovet for fællessangen og de danske fædrelandssange[1].

Alle tre havde de deres virke på ”Kursus for Småbørnspædagoger”, hvor de var med til at skabe en sammenhæng imellem fagene musik, tegning og bevægelse – skabe den helhed de stod for. Det var de samme folk som var med til at starte ”Den Lille Skole” i Gladsaxe, hvor Bernhard Christensen underviste i musik, og Astrid Gøssels tanker og idéer blev brugt til bevægelsen.

Det var kulturradikale fra København med tilknytning til ”Kursus for Småbørnspædagoger” der under og efter krigen flyttede til Århus, og der startede ”Social-pædagogisk seminarium” og senere også ”Århus Friskole”. Det var her Jytte Rahbek Schmidt sammen med den kulturradikale Sven Møller Kristensen skulle føre og udvikle Bernhard Christensen og Astrid Gøssels idéer videre.

Forskellene

Karakteristisk for de tre er at de alle igennem hele deres liv har udviklet deres idéer og deres tanker. Det har været en lang udvikling fra de første spæde idéer i starten af 20’erne og frem til de valgte at stoppe deres professionelle karriere.

På trods af at de havde det samme udgangspunkt fra start, og alle har udviklet det videre i deres efterfølgende arbejde, er deres resultater kommet vidt omkring. Bernhard Christensen, havde en karriere som komponist, var blandt de første til at bringe jazzmusikken ud på de danske scener og gøre den tilgængelig for at unge kunne spille den. Det var musikken der var det klare omdrejningspunkt i Bernhard Christensens arbejde, og hans evne til at komponere fortsatte han med at udnytte både i hans virke som organist men også på ”Den Lille Skole” i Gladsaxe. Bernhard Christensen arbejdede meget med den ikke-europæiske musik, og ikke kun jazzmusikken, og det var hans musiske og musikpædagogiske kunnen der kom til at danne basis for det der skulle blive kaldt ”Bernhards (rytmiske) konservatorium” til efteruddannelse af lærere og pædagoger.

Astrid Gøssel havde hele tiden et meget stort fokus på bevægelsen, og valgte da også i 50’erne at fokusere netop på gymnastikken. Hendes arbejde med musikpædagogik fortsatte ud i bevægelsesretningen, hvor det var bevægelsen der var i fokus. Hun var altid på udkig efter noget nyt der kunne undersøges og inddrages i Gøsselgymnastikken. Det var børnenes evne til selv at skabe der havde hendes store interesse, og hun brugte meget tid på at observere børn og deres handlinger[2].

Jytte Rahbek Schmidt der selv havde haft oplevelsen af at bliver undervist på baggrund af de idéer hun selv skulle være med til at føre videre. Fik ved siden af arbejdet med musikpædagogikken et tæt forhold til børnepsykologien, hvilket kom til at sætte et præg på hendes arbejde med børn. Hun var ikke uddannet til at kunne lave musik med voksne og børn, og måtte derfor selv stå for den nødvendige udvikling da det blev relevant. Hendes arbejde med musikpædagogikken udviklede sig igennem at hun konstant forholdte sig til de situationer hun var i. Samtidig med at hun var underviseren, søgte hun selv videre uddannelse for hele tiden at udbygge hendes kompetencer som musikpædagog.

Jytte Rahbek Schmidt, Astrid Gøssel og Bernhard Christensen var alle sammen med til, på hver deres måde, at videreføre de idéer de kom fra. De blev tidligt bevidste om nødvendigheden i at det var børnene man skulle have fat i, hvis man skulle vende den udvikling vi var i. Mange mennesker har været igennem deres systemer, men deres arbejde blev dog aldrig en del af datidens almindelige seminarieuddannelse og pædagogiske tænkning.

Perspektivering

Når jeg kigger tilbage på mit eget liv, som flere gange har været ramt af tilfældigheder, kan jeg se den samme jagt på musikken der endte i en musikpædagogisk interesse. Det var mere eller mindre et tilfælde mit musikpædagogiske arbejde startede, og jeg tog udgangspunkt i improvisationen lige fra starten. Jeg har i hele forløbet fokuseret på leg, bevægelse og improvisation i musikken, og jeg tror ikke det har været et tilfælde.

I min opvækst har jeg mødt flere af de idéer som Jytte Rahbek Schmidt, Astrid Gøssel og Bernhard Christensen stod for, og jeg har fået lov til at prøve dem på min egen krop. Da jeg begyndte på efterskole, var jeg en af de drenge der havde let ved at bevæge mig til musik, at danse. Jeg kunne skrive sange, lave musik og improvisere.

Jeg stammer ikke fra Afrika, hvis jeg er heldig har jeg måske en forfader i Tyskland, så jeg er på alle måder pære-europæisk. Alligevel har de tre musikpædagogers arbejde spredt sig så vidt og bredt at en dreng fra Ikast, nær Herning, kunne være så heldig i det danske skole og foreningssystem at blive udsat for deres idéer.

Jeg priser mig lykkelig for de kompetencer det har givet mig, for det har båret mig til hvor jeg er i dag på konservatoriet og givet mig lysten til at give det jeg har lært videre til andre, så de kan få glæden af de idéer der startede for snart 100 år siden.

”Jeg begynder at forstå at jeg har været en af de heldige.”

[2] Biografi af LE